Skip to main content

Tandbørstning

Gode råd indtil barnet selv skal børste

Fra den første tand

Allerede fra den første tand bryder frem, skal du børste dit barns tænder morgen og aften med en blød tandbørste beregnet til barnets alder. Dette er der flere årsager til:

For det første for at holde tænderne rene, men også for at vænne barnet til at have en tandbørste i munden. For det tredje gør man tænderne stærkere ved at bruge fluortandpasta, idet fluor forstærker tændernes emalje, og dermed mindsker modtageligheden for huller. Brugen af fluor bør dog ikke overdrives, da for meget fluor også kan være skadeligt for emaljen, og kan give hvidlige eller brunlige misfarvninger af tænderne.

Børstning

Selve børstebevægelserne skal være cirkulære med hårene på tandbørsten pegende let mod tandkødet.

Der skal tælles til 5 på hver tand inden man må flytte børsten videre til den næste tand – ellers når tænderne ikke at blive ordentligt rene.

Der børstes på forsiden, bagsiden, tyggefladen og i mellemrummene hvis det er muligt – ellers bør man bruge tandtråd for at undgå huller her.

Sidder tænderne meget tæt er tandtråd nødvendigt hvis barnet skal undgå at få huller på siden af tænderne hvilket er det hyppigste sted at få caries i mælketænder.

Hjælp til 10-11 år

Børn skal have hjælp til tandbørstning, indtil de er omkring 10-11 år gamle. Før er barnets finmotorik ikke udviklet nok til, at det selv kan holde tænderne ordentligt rene.

Derfor bør en voksen hjælpe med tandbørstning mindst 1 gang om dagen, indtil barnet når den rette alder og kan selv. Det er vigtigt at du som forælder giver dig tid til tandbørsteritualet, og f.eks lader barnet selv prøve at holde tandbørsten og øve sig i at børste selv, inden du tager over. Det vigtigste er dog at barnets tænder bliver holdt rene.

Vi anbefaler, at børnene selv får lov at børste om morgenen, hvor man typisk har travlt og skal ud ad døren, og, at en voksen børster om aftenen lige inden sengetid. Vær opmærksom på at barnet ikke må skylle munden efter tandbørstning, men blot skal spytte overskud af tandpasta ud. Derved forbliver fluor fra tandpastaen længst muligt på tændernes overflade, hvilket er med til at styrke tændernes emalje. Der bør ikke indtages mad og drikke efter tandbørstning v. sengetid.

Første tandeftersyn

Vi indkalder børnene til det første tandeftersyn når de er imellem 1 og 2 år. Her giver vi gerne en instruktion i hvorledes I bedst sikrer optimalt renhold af barnets tænder.

Tilmeld dit barn til tandpleje

Send os oplysninger om dit barn, så håndterer vi indkald til første tandeftersyn.

Gode råd til tandbørstningen

Når barnet er lille, er det lettest at børste tænderne, mens barnet ligger på pulsebordet. Når barnet bliver lidt større anbefaler vi, at barnet ligger med hovedet på skødet af den voksne. På denne måde kan man med den ene hånd holde læbe og kind til side, så man får fuldt overblik og udsyn til at børste tænderne – imens man børster tænderne med tandbørsten i den anden hånd. Med denne teknik støttes barnets hoved mod den voksnes krop, hvilket dels er beroligende, men samtidig giver de bedste muligheder for at få fuldt overblik over alle tænder. Når barnet bliver større kan det evt. stå på gulvet med hovedet støttende mod den voksne – der er dog absolut bedst overblik over tænderne når barnet ligger ned.
Det er vigtigt, at tandbørstningen er systematisk og grundig, og at den ikke generer barnet. Man skal bruge en tandbørste med et godt greb, og et lille børstehoved med relativt bløde børster. Derved er det nemt at komme rundt i alle kroge og få børstet alle tandflader grundigt. En elektrisk børnetandbørste kan også anvendes, når blot den er af en god kvalitet – dog skal man stadig være opmærksom på at børste tænderne systematisk med fokus på én tand ad gangen.
For at gøre tandbørstningen i familien så enkel som muligt, kan man sagtens anvende voksentandpasta til børnene. Synes barnet at tandpastaen er for stærk kan den evt. blandes med børnetandpasta i en overgangsfase.

Brug kun ganske lidt tandpasta. Til det helt lille barn kan man nøjes med så lidt tandpasta, som svarer til det der kan ligge på barnets lillefingernegl. Det bedste er at børste tænderne om morgenen og om aftenen inden sengetid. Såfremt der opstår problemer med tandbørstning f.eks fordi barnet er for træt om aftenen, kan man i perioder finde et andet tidspunkt på dagen, hvor både forældre og barn er mindre trætte og børste grundigt der.

Når barnet selv skal begynde at børste

Når barnet selv begynder at børste tænder, kan det være en god ide at starte med, at barnet blot holder på tandbørsten samtidig med voksne, så barnet får en fornemmelse af, hvordan det skal gøres. Mange børn synes samtidig, det er en sjov måde at lære det på. Herefter kan man aftale med barnet, at det selv børster om morgenen, og at en voksen gør det om aftenen. Til sidst kan man gå over til, at barnet selv børster – hvorefter forældrene bagefter checker, at det er gjort ordentligt. Her kan det være en god ide at købe nogle farvetabletter på apoteket, som viser de steder, hvor der ikke er børstet godt nok.
De første år en tand er fremme i munden, er den meget modtagelig for huller. Det er vigtigt, at man undgår huller, for selv om de bliver lavet og tanden får en fyldning, svækker det tanden.