Skip to main content

Lykkepiller går ud
over tandsundheden

Flere danskere tager lykkepiller, og det kan gå udover tandsundheden.

Tandsundhed med lykkepiller

Tør, klæbende og sviende fornemmelse i munden. Tørre og sprukne læber. Behov for vand om natten. Det er nogle af symptomerne på, at man lider af mundtørhed. Mundtørhed er en ubehagelig bivirkning ved nogle former for medicin, herunder lykkepiller. Udover at være generende, øger mundtørhed risikoen for caries, svampeinfektioner i munden, syreskader og tandkødsbetændelse. Og det skal de praktiserende læger huske at tage højde for, når de udskriver lykkepiller til deres patienter.

Efter flere henvendelser fra patienter, der har fået tandproblemer i forbindelse med brugen af lykkepiller, opfordrer Lægemiddelstyrelsen derfor læger til at informere patienter om sammenhængen mellem lykkepiller og mundtørhed og henvise dem til tandlægen. Tandlægen skal instruere i god mundhygiejne, give kostvejledning og indkalde patienten til behandling og kontrol hver 3.-4. måned. Det skriver Lægemiddelstyrelsen i et nyhedsbrev.

Det er meget positivt, at lægerne får denne påmindelse, da mange patienter er ikke opmærksomme på, at lykkepiller kan give mundtørhed, og det kan få store konsekvenser for den orale sundhed. Det er vigtigt, at lægerne informerer grundigt, så patienterne kan tage de nødvendige forholdsregler.

Mundtørhed

Mundtørhed er udbredt. Omkring 20 pct. af den voksne befolkning er ofte generet af mundtørhed. Den typiske årsag til mundtørhed er brugen af medicin, bl.a. midler mod depression og angst, astma og allergi, forhøjet blodtryk samt morfin eller morfinlignende præparater. Nogle gange kan mundtørheden afhjælpes ved, at man skifter til et andet lægemiddel, ændrer medicindosis eller tager medicinen på et andet tidspunkt. Det skal man tale med sin læge om.

Tal med tandlægen

Hvis man ofte eller konstant er generet af mundtørhed, er det vigtigt, at man fortæller det til sin tandlæge. Dels fordi mundtørheden kan skade tænder og mundslimhinder, og dels fordi mundtørheden kan være et symptom på anden sygdom.

Gode råd mod mundtørhed

  • Børst tænderne med fluortandpasta morgen og aften og evt. også efter måltiderne og brug tandtråd eller tandstikker
  • Gå regelmæssigt til tandlæge
  • Undgå så vidt muligt søde sager samt syre- og sukkerholdige drikke som sodavand, juice og saft.
  • Drik masser af vand, og skyl også gerne munden i vand, efter du har spist eller drukket noget sødt/surt, fx juice
  • Hold igen med tobak, alkohol og kaffe
  • Hjælp spyttet på vej ved at tygge sukkerfrit tyggegummi eller sutte på sukkerfrie pastiller og sugetabletter.
  • Fugt tænder og mund - fx ved hjælp af spyterstatningsmidler, der fås som mundspray, mundgel eller mundskyllevæske
  • Plej læberne med vaseline, læbepomade, læbebalsam eller fed fugtighedscreme.
Du er meget velkommen til at kontakte Tandlægerne i Ans,
så vi sammen kan beskytte dine tænder.