Skip to main content

Mælketænder

Hvornår kommer mælketænderne?

Tidspunktet og rækkefølgen for hvornår det enkeltes barns tænder bryder frem, kan være meget forskellig. Men de skal nok komme! Normalt i 2-3 års alderen er alle 20 mælketænder kommet frem.
Klinikejer, tandlæge Rikke Freitag

Udskiftning af mælketænder

Når barnet er omkring 6 år, begynder udskiftningen af mælketænderne, og de i alt 32 blivende tænder begynder at bryde frem. Som regel er det 6 års tanden, der først kommer frem – det er en kindtand. Herefter går tandudskiftningen for alvor i gang, og dit barn vil begynde at få rokketænder og vil med jævne mellemrum tabe mælketænderne. Ofte er fortænderne i underkæben de første, som barnet taber. Det skyldes at de blivende tænder begynder at trykke på mælketændernes rødder, som efterhånden opløses og på den måde skubber dem ud. Til sidst sidder mælketanden kun fast i tandkødet og vil enten selv falde ud, eller man kan forsigtigt selv trække den ud hvis den generer. Det er ikke nødvendigt at tandlægen trækker tanden ud hvis ikke den generer barnet. Så snart mælketanden er faldet ud, vil den blivende tand få plads til at udvikle sig og komme frem. Det kan ofte se ud som om, der ikke er plads i kæben til alle de blivende tænder, men kæben vokser i takt med, at tænderne kommer frem.

Piger er som regel tidligere til at skifte tænder end drenge. For begge køn gælder det, at mælketænderne bliver udskiftet, når barnet er mellem 6 og 12 år. I 12-14 års alderen kommer 12 års tænderne, som sidder bagved 6’årstænderne. Til sidst kommer visdomstænderne, som er de bagerste kindtænder. Der er stor forskel på, hvornår de kommer frem, og der er nogen der slet ikke får dem. Men generelt kan man sige, at de kommer i 18-26 års alderen.

Tilmeld dit barn til tandpleje

Send os oplysninger om dit barn, så håndterer vi indkald til første tandeftersyn.